kristeligt-studenter-settlement

Om os

Vores historie

Settlementet har eksisteret i over 100 år. Vi blev oprettet helt tilbage i 1911 af en kreds af idealistiske akademikere. Dengang hed vi Kristeligt Studenter Settlement. Målet var at samle studerende og arbejdere, så de sammen kunne udføre frivilligt socialt, oplysende og religiøst arbejde på Vesterbro.  

Sociale fællesskaber

I over 100 år har vi arbejdet for at sikre håb og social forandring, og i dag støtter vi mennesker i hele landet. Mottoet fra de første “Settler-år” går stadig igen, og det er “Hjælpes ad”. Vi støtter hinanden på tværs af kompetencer og erfaringer og lærer af hinanden. For os er det afgørende, at alle fra start er en aktiv del af vores fællesskab, og at alle ved, at de altid kan vende tilbage til Settlementet.  

Noget der særligt har præget Settlementets arbejde, er de mange forskellige klubber, der er blevet etableret igennem de sidste 100 år. Klubberne har en særlig betydning for de mange mennesker, vi hver dag støtter. Klubberne er et bevis på, hvor vigtigt det er at deltage i sociale fællesskaber, samt hvordan disse fællesskaber bidrager til håb og forandring – både for den enkelte, men også for fællesskabet. 

Benny spiller for ungdomsklubbens piger i Lyngborgen.

Lyngborgen

I 1920 blev Lyngborgen, Settlementets feriekoloni, etableret og har siden dengang fungeret som samlingspunkt for en masse mennesker, der søger fællesskab og naturskønne omgivelser. Lyngborgen bliver drevet af en række frivillige ildsjæle og lejes ud året rundt. Når du lejer Lyngborgen, støtter du ligeledes Settlementets sociale arbejde. 

Billede taget ved Lyngborgen. Her ses Settlementets motto, som stadig benyttes i vores sociale arbejde hver eneste dag.

Settlementets sociale indsatser gennem tiden

Settlementet har i dag en række sociale indsatser. Rådgivningsindsatsen startede tilbage i 1950’erne, og har siden dengang arbejdet på at sikre lige rettigheder og adgang til professionel rådgivning. Vores rådgivning i dag indbefatter retshjælp, social- og gældsrådgivning. Vores aktive værested, Gang i Gaden, som ligger på Istedgade, blev dannet i 2007 og har fokus på rettigheder, sundhed og fællesskab.

På den anden side af Gang i Gaden har vi Saxogade, som i 1986 blev til Settlementets socialøkonomiske gade. I dag rummer gaden ni forskellige butikker, der i samarbejde med Settlementets uddannelses- og beskæftigelsesindsats arbejder på at sikre mennesker, der har et særligt behov for støtte, adgang til arbejde eller uddannelse. 

Hvert år afholder Settlementet Saxogadefesten, hvor vi hylder fællesskabet. Billedet er fra Saxogadefesten i 2023.