Events

Saxogade Festival 2025

Vi ses 30. august til årets Saxogade Festival!

Vær klar til en uforglemmelig dag med møder mellem mennesker, festlige folk og store stjerner i gadeplan, når vi holder årets Saxogade Festival.

Et festivalprogram med plads til alle

Saxogade Festival er en social gadefestival, hvor alle er en del af fællesskabet. Her fletter du blomsterkrans med din nabo, synger fællessang med folk fra vores lokale værested – Gang i Gaden – og danser til livemusik sammen med den skønne og spraglede blanding af gæster og frivillige. Det er netop mangfoldigheden og mødet mellem mennesker, der får Saxogade Festival til at boble og blomstre. Så kom, som du er. Det gør vi.

Dato: Lørdag d. 31. august 2024.
Sted: Saxogade og Litauens Plads.
Tid: Kl. 10.00 – 21.00.

Det er gratis at deltage – alle er velkomne

Støtte fra lokale samarbejdspartnere

Takket være lokale partnerskaber med Fiberby og Vesterbro Lokaludvalg samt Nordea Fonden har vores festival vokset sig endnu større. Vi er glade for samarbejdet, så vi kan tilbyde alle gæster et stærkt musikprogram sammen med vores workshops, aktiviteter og madboder.

Fiberby
Fiberby blev grundlagt på Vesterbro i 2000 med sloganet “internet til byens folk”. I dag leverer Fiberby internet til mere end 900 boligforeninger i København og omegn. Fiberby er en mangfoldig gruppe på 38 engagerede kolleger, der ser sig selv som en integreret del af det lokale liv, og engagerer sig aktivt i byen.

Vesterbro Lokaludvalg
Vesterbro Lokaludvalg skaber dialog og fungerer som bindeled mellem politikerne på rådhuset og bydelens borgere. Vesterbro Lokaludvalg uddeler hvert år puljemidler til forskellige projekter og arrangementer på Vesterbro. For at kunne komme i betragtning til støtte, skal aktiviteten blandt andet være forankret i Vesterbro og være med til at styrke og udvikle Vesterbros identitet.

Nordea Fonden
Nordea Fonden støtter vores socialøkonomiske gade i Saxogade med 7,5 millioner de næste fire år.

Det betyder, at vi får endnu flere kræfter til at nedbryde ensomhed og sikre mangfoldige fællesskaber på tværs af hele Vesterbro. 
Pengene skal bl.a. bruges på at sikre endnu flere begivenheder i Saxogade, både de helt store som Saxogade Festival, der engagerer flere end 100 frivillige, men også de mindre begivenheder, hvor en håndfuld mennesker f.eks. mødes over et brætspil. Nordea Fonden støtter kernen i Settlementets arbejde, som er fællesskaber der inkluderer, er mangfoldige og med plads til alle.