DET GØR VI

LADEN I GADEN

Laden i Gaden er Saxogades værksted og butik. Her arbejder teamet med upcycling, repair og tilpasning af tøj. Du kan for eksempel købe en upcyclet denimjakke eller få repareret din gamle uldfrakke.

Teamet består af Robert og en række dedikerede frivillige og praktikanter fra Settlementets beskæftigelsesforløb. Her arbejder de med upcycling, repair, design og tilpasning af tøj.

Udover at give nyt liv til gammelt tøj, bliver en masse spændende ideer bragt til livs gennem kunstinstallationer og planteophæng, der alt sammen kan købes i butikken. 

Butikken holder også ferniseringer, bl.a. med praktikanternes egne kunstprojekter, samt fra lokale kunstnere. Derudover er butikken med til at udvikle og realisere events i Saxogade bl.a. gennem en sy-workshop under den årlige Saxogadefest, trykkeworkshop og repair-workshops. Events er en central del af projektet, da vi her skaber fællesskaber og relationer på tværs af Settlementet. 

Butikken ledes af Robert, som er uddannet skrædder fra EUC Haslev og Sønderborg og kunstner fra Kunstakademiet i Amsterdam, Gerrit Rietveld Academie

DEN SOCIALØKONOMISKE GADE, SAXOGADE

Laden i Gaden er en del af Settlementets sociale handelsgade, Saxogades ni socialøkonomiske butikker. Dette indebærer at være en del af Settlementets uddannelses- og beskæftigelsesindsats, hvor der er fokus på fællesskab, mangfoldighed og et respektfuldt arbejdsfællesskab mellem praktikanter, frivillige og ansatte.

Laden i Gaden tilbyder praktikpladser, hvor opgaver og forventninger er skræddersyet til dine behov og hvor du indgår i et fællesskab med de frivillige og ansatte.

Følg med på Instagram, hvor Laden i Gaden poster om særlige tilbud, for eksempel at du kan få upcyclet din lampe med en ny skærm af håndlavet macramé, købe en frisk designet anarkist bamse eller se hvad den seneste pop-up-udstilling har at byde på.