DET GØR VI

KLARA BLOCH

KLARA BLOCH er et lyst, legende og optimistisk univers. Farverne er klare, og der er sort/hvide striber i lange baner. Smykkerne er geometriske, lette og skabt til at blive brugt.

Klara Bloch er håndværkeren, hovedet og skaberen af smykkebutikken KLARA BLOCH i Saxogade. Hun har lavet smykker af ædelmetaller siden 2015, gået på Textilskolen, taget grundforløbet til guldsmed og studeret Accessory Design på Designskolen Kolding.

KLARA BLOCH tror på, at smykker skal laves til at holde år efter år, der kommer derfor ikke nye kollektioner ud flere gange om året og de gamle kollektioner bliver ikke byttet ud. Hun drømmer om at lave klassikere, der lever længere tid end hende selv. Hun drømmer om at skabe produkter, der kan gå i arv, og når smykket en dag har aftjent sin værnepligt, kan de blive smeltet om til nye smykker, da materialerne er rene.

På den måde taler KLARA BLOCH også ind i Settlementets sociale handelsgade, Saxogade, hvor alle butikker arbejder socialt og bæredygtigt.

quote
Jeg tror på, at det med gode rene materialer og godt håndværk er muligt at skabe smykker, der er lavet til at holde år efter år.

Den socialøkonomiske gade, Saxogade

KLARA BLOCH er en del af Settlementets sociale handelsgade, Saxogades ni socialøkonomiske butikker. Dette indebærer at være en del af Settlementets uddannelses- og beskæftigelsesindsats, hvor der er fokus på fællesskab, mangfoldighed og et respektfuldt arbejdsfællesskab mellem praktikanter, frivillige og ansatte.

KLARA BLOCH tilbyder praktikpladser, hvor opgaver og forventninger er skræddersyet til dine behov og hvor du indgår i et støttende fællesskab med de frivillige og ansatte.

Hvis du ikke har mulighed for at besøge KLARA BLOCHs farverige butik, kan du købe smykkerne på hendes hjemmeside og følge med på Instagram, hvor Klara poster om pop-ups, inviterer til fredagsbar og meget mere.