-Jeg tænker at rigtig mange mennesker kunne lære noget af at være her, så man kan lære sine egne spidsfindigheder at kende og også omgås forskellige mennesker”

Jeanett Vraae Andersen, fejrer 5 års idag jubilæum i Café Sonja.

Hvad vil det sige at arbejde i fleksjob?  ”For mig er at arbejde i fleksjob præcis som at arbejde i et almindigt job, bare på nedsat tid. Det vil sige, at man bruger de uddannelser og kompetencer man har, på lige fod med folk, der ikke er ansat i fleksjob“.

Hvordan er det at arbejde som fleksjobber i Café Sonja? „Det er det bedste, der er hændt. I Café Sonja er der ingen forskelsbehandling mellem dig som fleksjobber og øvrige ansatte. Ledelsen har taget sig tid til at lære mig at kende og viser forståelse for mig og drager omsorg for mig. De forstår mine evner og mine begrænsninger. De viser respekt for min arbejdsindsats, hvilket resulterer i, at jeg elsker at gå på arbejde“.

Hvilke ramme/støtte skal der være? ”Jeg har al den støtte jeg har brug for, og de rammer som passer mig“.

Hvordan er en god Sonja dag for dig? „Hver dag i Café Sonja er god for mig. Når jeg træder ind i Café Sonja er det det bedste frirum jeg har, fordi  jeg har faste rammer og opgaver, som jeg forstår, magter og kan lide at udføre. Jeg føler mig tryg ved de forhold“.