Beskæftigelsen

Beskæftigelsen hos Settlementet er til for mennesker, der har brug for en specialiseret indsats for at komme ud af kontanthjælpssystemet.

Antonio og Karin, mentor i Settlementets beskæftigelsesindsats

 

HVEM HAR GAVN AF ET FORLØB I SETTLEMENTET?

Et forløb i Settlementet er til for mennesker, der er på kontanthjælp, og som er ’langt fra arbejdsmarkedet’. Det kan der være mange grunde til. Fælles for de mennesker, vi arbejder med, er, at de også har andre udfordringer i livet end ikke at have et arbejde – eksempelvis familieproblemer, rusmiddelbrug, fysiske eller psykiske lidelser.

I jobcenterregi hedder vores målgruppe ’aktivitetsparate borgere’.

 

FORMÅLET MED ET FORLØB I SETTLEMENTET

Formålet med et forløb hos os afhænger af den enkeltes situation. Formålet kan være at:

  • Komme i job – enten fuldtid, deltid, småjob eller fleksjob
  • Blive afklaret i forhold til, hvad næste skridt er for at komme ud af kontanthjælpssystemet – fx førtidspension, ressourceforløb eller fleksjob – og få udarbejdet god, solid dokumentation herpå

 

INDHOLDET AF SETTLEMENTETS BESKÆFTIGELSESINDSATS

Et beskæftigelsesforløb i Settlementet består typisk af:

  • Ugentlige samtaler med mentor, der koordinerer forløbet og arbejder helhedsorienteret. Vi har flere to-sprogede mentorer
  • Praktik i én af Settlementets socialøkonomiske virksomheder i Saxogade med tilknyttet praktikvejleder, der hjælper praktikanter med at blive en del af en arbejdsplads. Praktik i Saxogade er en mulighed i nogle af vores forløb
  • Samtaler med en af vores virksomhedskonsulenter, der arbejder på at finde den helt rigtige virksomhedspraktik, der matcher den enkeltes jobmål
  • CV-værksted og jobsøgningscafé

Alle forløb er individuelt tilrettelagt og aktiviteter tilpasses efter, hvad den enkelte har brug for, så
tomgang i forløbet undgås. Når man er klar, tages det næste skridt mod arbejdsmarkedet. Vores skræddersyede forløb sikrer kvalitet for den enkelte deltager.

 

VORES TILGANG I BESKÆFTIGELSESARBEJDET

Vi møder alle med respekt og entusiasme og arbejder målrettet for at nå de beskæftigelsesmål, der sættes for forløbet. Vi arbejder helhedsorienteret for at skabe plads til at gå på arbejde.

Vores indsatser er bygget op omkring fremdrift – vi arbejder med ’de små skridt’ frem mod beskæftigelsesmål.
I praktik i Saxogade har vi især fokus på progression inden for det sociale og det personlige udviklingsområde i forhold til at gå på arbejde.

Takkekort til en mentor fra en deltager i Projekt Trædesten, som nu er i fuldtidsarbejde:-)

 

DET KRÆVER EN RUMMELIG ARBEJDSPLADS AT OPBYGGE ARBEJDSPARATHED

Settlementets praktikker foregår i arbejdsfællesskaber i Saxogade. Vi har en café, en børnetøjsbutik, et træværksted, en ’urban gardening’ virksomhed med udgående gartnerservice og en livsstilbutik.

Det er rummelige arbejdspladser, hvor der er plads til at vænne sig til at gå på arbejde. Her kan man opbygge arbejdsparathed og nye kompetencer som et skridt på vejen mod beskæftigelse.

”Saxogade er ikke kommunal. Det er rigtige arbejdspladser. Man er virkelig ønsket og savnet på sin arbejdsplads”
Deltager i Projekt Trædesten

Café Sonja i Saxogade har været en rummelig arbejdsplads i mere end 30 år

 

AFKLARING – NÅR ET ‘ALMINDELIGT’ JOB IKKE ER REALISTISK

En stor del af de mennesker, der har været på kontanthjælp i længere tid, er stadig uafklarede i forhold til, hvad det næste skridt skal være for at komme ud af kontanthjælp.

Hos os kan man få den afklaring, og vi udarbejder den dokumentation, der skal til for, at man kan hjælpes videre til f.eks. fleksjobafklaring, ad ressourceforløbsvejen eller videre til en førtidspension.

I samarbejde med jobcenter København har vi blandet andet udviklet et forløb, hvor vi inden for 1 år (plus rehab-behandlingstid på 23 uger) kan få afklaret til fleksjob.

Döndü og de nye kollegaer i Fiberby efter det er blev annonceret, at hun er blevet ansat i fleksjob

 

PROJEKT TRÆDESTEN – ET PARTNERSKAB MED KØBENHAVNS KOMMUNE

Projekt Trædesten er et samarbejde mellem Settlementet og Københavns Kommune om at udvikle en effektiv indsats for mennesker, der har brug for en helhedsorienteret indsats kombineret med et praktikforløb i en socialøkonomisk virksomhed for at kunne fungere i en virksomhedspraktik – og derigennem komme i job (små-, deltids-, fleks- eller fuldtidsjob).

”Projekt Trædesten giver mig en forhåbning om, at jeg kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og fungere som en helt almindelig mand”
Deltager i Projekt Trædesten

Det centrale i metoden er:

  • Praktik på rummelig arbejdsplads i én af Settlementets socialøkonomiske virksomheder i Saxogade, som trædesten til virksomhedspraktik og job
  • Høj faglighed og tæt samarbejde mellem jobcentermedarbejdere, mentorer og virksomhedskonsulenter – der fysisk er placeret side om side i kontorfællesskab
  • Længden af forløb – op til 1 år (+ 23 uger, hvis der skal afklares mod fleksjob)
  • At alle forløb er individuelt tilrettelagt, og at aktiviteter kan tilpasses den enkelte
  • Der arbejdes systematisk med progression inden for det sociale, det personlige og det faglige udviklingsområde – vi har udarbejdet arbejdsredskab til at logge progressionen

Projektet blev startet op i 2018, og der er forløb indtil medio 2021.

Projekt Trædesten er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Kontakt

Settlementet
Dybbølsgade 41
1721 København V
CVR-nr. 18 21 08 51
settlementet@settlementet.dk
sikkerpost@settlementet.dk
Rådgivning: eva.tetzlaff@settlementet.dk