DET GØR VI

RÅDGIVNING

Vores rådgivning er åben for alle, der står i en udsat position og som har brug for professionel hjælp til at løse problemet.

Rådgivningen er et gratis og uvildigt tilbud. Vi møder dig, som har brug for rådgivning, med respekt og anerkendelse, og vi arbejder helhedsorienteret og tværfagligt. Vi lægger stor vægt på, at rådgivningen foregår i et samarbejde, så man går herfra med ny viden om, hvordan man kan håndtere sin situation fremadrettet.  

Rådgivningen tilbyder hjælp indenfor gældsrådgivning, retshjælp og socialrådgivning. 

I rådgivningen er vi fire ansatte og ca. 30 frivillige rådgivere, alle med faglig baggrund indenfor socialrådgivning, jura og økonomi. Vores formål er at være et let tilgængeligt og stabilt tilbud for mennesker, der lever i udsathed.  

Rådgivningen arbejder for at sikre dine rettigheder samt lige adgang til professionel rådgivning. Målgruppen for rådgivningen er 18+. 

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp, så finder vi sammen ud af, hvordan vi kan hjælpe dig og aftaler en tid til rådgivning. Hvis vi ikke umiddelbart kan hjælpe dig, vil vi forsøge at finde et andet sted, som kan.

quote
Ofte ved jeg godt, hvad løsningen er, men har bare brug for lige at få den vendt med en, der er god til at lytte. Jeg var ikke kommet hertil uden Settlementet – det tror jeg bestemt ikke. Så havde jeg været tabt. Det ved jeg 100 procent.

Du kan bestille tid til rådgivning alle hverdage i dagtimerne. Du kan lægge dit telefonnummer og navn på telefonsvareren, så ringer vi hurtigst muligt tilbage. 

Hvis du er sagsbehandler, støttekontaktperson eller mentor for en borger, er du velkommen til at ringe for at afklare, om vi kan hjælpe vedkommende. Husk, at det er vedkommende selv, som ønsker hjælp, der skal ringe og bestille en tid. 

Rådgivningen foregår primært mandag kl. 17-20, tirsdag kl. 17-20 og onsdag kl. 15.30-20. Der er mulighed for rådgivning i dagtimerne efter særlig aftale. Husk at du skal booke en aftale, inden du møder op.

quote
Jeg er blevet mødt uden fordomme. Der har fra starten af været en tryg og god atmosfære, idet de møder folk i øjenhøjde. De har været gode til at holde tingene nede på jorden og tage det i mit tempo. De stiller ikke alt for store krav til mig.
De har været gode til at finde balancen mellem at stille krav uden at stille for store krav.

Settlementets rådgivning er akkrediteret af Rådgivnings Danmark